Personlig udvikling selvværd - selvtillid

Af Merete Gundersen
Copyright©
 
 
 


 

Sjælens dybder

Mange mennesker rynker på næsen af personlig udvikling, og de mener, at det er et emne, som de ikke vil, bør, kan eller skal beskæftige sig med. Men her tager de grundig fejl, for hele livet er en stor udvikling. Vores livsrejse består i at udvikle vores sjæl til glæde og gavn for den enkelte, og derved bliver det til gavn for helheden. At turde vandre fra mørket til lyset er en stor kraft, vi alle besidder, og det gælder om at finde nøglen ind til, hvad ens dybeste indre, altså sjælens dybder indeholder.

Denne rejse er man helt alene om, den kan ikke deles med andre, den kan udveksles med andre, men det er en helt anden ting. Kun den, der har haft disse dybe indre indsigter, og dem som har turdet vandre med på rejsen, kan helt forstå. Vi kan ikke forstå et andet menneskes indre oplevelser, men vi kan intellektuelt forstå dem. Dette bør anerkendes, således man ikke bruger så meget terapeutisk tid på, at den anden part skal forstå ens vanskeligheder i livet. Ens partner kan acceptere, have medfølelse med de svære valg og situationer, der opstår i ens liv. Men følelserne hos  det enkelte menneske i forhold til indre oplevelser er helt unikt for den person der har dem.

Livet er en åndelig søgen mod at opnå optimal livslykke på alle fronter. Det er dette, den enkelte higer imod i deres dagligdag, og det er en vigtig, spændende og udfordrende livsstil.

At vi så er så heldige, alle os der lever i den vestlige verden, at leve på et tidspunkt, hvor der er store muligheder for at få mange af sine drømme og visioner opfyldt, er jo blot dejligt og er i virkeligheden en ganske unik ting. Vi er jo så heldige, at materielle goder er let tilgængelig for mange mennesker. Denne velstand og overflod, som hersker på det materielle plan, skulle give os en mulighed for at agere langt mere næstekærligt end tilfældet er. Når det ikke sker, er det, fordi det enkelte menneske glemmer, at de har et indre åndeligt liv, som de skal give sig tid til at passe, pleje, dyrke og udvikle. Nu da kampen ikke længere står om at tilegne sig det daglige brød, giver det i virkeligheden mennesker mulighed for også at tilegne sig åndelig overflod.

Men da mange mennesker viger uden om, er det ikke det, vi ser. Indre rigdom kan give ydre rigdom. De fleste mennesker, der har været til samtale hos mig, kommer fordi de har ondt i livet, og fordi de ikke kan få deres liv til at hænge sammen, og størsteparten har ondt i ægteskabet. Når de begynder at komme dybere ind i deres livsforhold, viser det sig ofte, at de har stor dyb utilfredshed med deres livsledsager. De sætter alle alt for stor fokus på alt det, der ikke er tilfredsstillende hos deres partner. Denne dybe utilfredshed bunder imidlertid ofte i deres egen manglende selvværd og manglende selvtillid og manglende indsigt i egen formåen.


Det er så nemt

Det er så nemt at lægge skylden på sin partner, og her begår man ofte den allerstørste fejl i forhold til selvudvikling. Megen terapi i dag går ud på, at vi skal sørge for at se tingene fra partnerens side og så handle ud derfra. Dette giver imidlertid en skævvridning i forhold til, hvad ens sjæl ønsker. For at opnå større kærlighed, forståelse og accept af sin livspartners indre værdier, og for at opnå forståelse for egne livsværdier, er det vigtigt, at man til at begynde med slet ikke sætter fokus på sin partner, men alene sætter fokus på egen udvikling.

Det forholder sig således, at det eneste redskab, mennesker har at arbejde med, og det eneste, de kan forme, er deres egen bevidsthed, og gennem bevidstheden kan vi alle være med til at omforme vores egen livscyklus.

Gennem arbejdet med sin egen bevidsthed og transformationen af sit eget livssyn kan man være med til at påvirke sine omgivelser. Så der er mange ting, der er væsentlige, for at nå de mål man ønsker sig i livet. Det første skridt vil være at åbne for sit eget indre, at turde se sig selv som den, man i virkeligheden er, med alle sine fejl, mangler, styrker og smukke egenskaber. Først når man tør gå ind og analysere, hvor skoen trykker for en selv – og ikke for sine omgivelser – da har man et redskab, man kan bruge, og som man kan omformulere gennem at arbejde med bevidstheden.

At turde se ind i sig selv alene, uden indblanding i, hvad ens partner mener, er et stort skridt, for hvad man ser, har ingen ydre undskyldning i første omgang. Det man får at se, er noget man indeholder, og som selvfølgelig er affødt af de hændelser, der har været gennem hele ens liv, fra barndom frem til den platform, hvorfra man står lige nu. Men lige her og nu er det ikke noget, der skyldes ydre påvirkninger i nuet, kun noget vi alle har tilladt fortsat skal være en del af vores liv.


At ville

At turde være hudløs ærlig over for sig selv er en stor, men meget kærlig opgave. Er jeg en klynker, har jeg selvmedlidenhed?, hvorfor græder jeg?, er jeg ulykkelig over min traumatiske barndom, fordi jeg via bevidsthedens stærke selvsuggererende kræfter bliver ved med at synes, at det er så synd for mig. Eller er det, fordi jeg holder fast i gamle mønstre, som jeg for længst skulle have været med til at transformere til lys og kærlighed? Alle er spørgsmål man må stille sig selv.

I stedet for at acceptere, at disse ting er hændt en og måske tillige turde se på, hvad det var, man lærte af disse sørgelige aspekter af livet, sættes der ofte fokus på samleveren. Der bliver ofte sagt, at han ingenting forstår og ikke vil hjælpe. Nej, og det kan han heller ikke, arbejdet er altid ens eget. Og det er her, det er vigtigt, at der bliver taget fat i alle former for terapi. Men det koster tid, kræfter, ærlighed og indsigt at turde se sig selv i øjnene.

Bevidstheden kan forvandle alt, også sørgmodige ting, men ikke hvis vi ikke giver den lov til at virke og arbejde igennem os. Her kan meditation være en meget stor hjælper, for gennem meditation kan man komme i dyb kontakt med sjælens indre kvaliteter, og man kan ofte opnå intuitive svar på indre stillede spørgsmål.

At turde sætte fokus på forvandlingen og transformationen er vigtige faktorer i al selvudvikling. At være med til at styrke sit eget selvværd er ofte et nøgleord for, at tingene skal lykkes. Nogle mennesker besidder meget stor selvtillid. Dette bør ikke forveksles med selvværd, for man kan sagtens besidde stor selvtillid, men samtidig have et meget lavt selvværd.


Opbygning af Selvværdet

Selvtillid bygger på tro, på troen på at man kan forandre sig selv og sit liv, og hvis man har selvtilliden i orden, har man troen på, at man kan forandre og transformere, og man har ofte evne til at føre tingene ud i livet. Men hvis man ikke samtidig med en stor selvtillid også har et godt og sundt selvværd, kan man ikke få tingene til at lykkedes. Manglende selvværd trækker personens selvtillid ud af kurs, således man kan agere med stor selvtillid, når det f.eks. handler om ens arbejdssituation. Men så snart det handler om egne indre følelser, falder selvtilliden i bund, når selvværdet er lavt.

Megen selvudvikling starter ofte med at få opbygget selvværdet, og her er der ingen hjælp at hente udefra, og heller ikke fra ens partner. Ingen ydre påvirkninger, absolut ingen kan transformere denne dybe destruktion af selvværdet, som meget ofte er sket tidligt i livet. Kun gennem eget arbejde med bevidstheden og ved sjælens selvindsigt kan dette transformeres, således at både selvtillid og selvværd bliver to homogene størrelser i ens livsforløb.

At gå i gang med selvudvikling er til at starte med en ensom vej, men snart bliver det spændende og sjovt, når man begynder at fornemme, at tingene lykkes. I takt med at man selv transformerer indre spændinger, bliver man gladere, lysere og lettere i sindet. Gennem denne indre proces ser man selv helt anderledes både på sin partner og sine livsmuligheder. Gennem transformationen agerer man anderledes i forhold til omgivelserne, og dette giver altid den ønskede forandring i ens liv.


At flytte fokus

Ved at flytte sit fokus fra, at det er den anden eller omverdenen, der skal forandre sig, til at sætte fokus på egen udvikling, bliver mennesker mere ansvarlige for deres liv og deres livsmuligheder. Når man opdager, hvor stor indflydelse vi har på vores eget liv, er det som at vandre fra mørket til lyset.

En af metoderne til at forvandle gamle uhensigtsmæssige livsmønstre er at arbejde meget målrettet med sit liv. Hvis vi skal skabe en virksomhed, starte en forretning, en forening eller andet, ved vi som regel, hvordan vi skal gøre. Vi lytter til vores indre impulser og stemmer og følger disse retningslinjer. Vi sætter nogle planer op for dette, vi skaber en vision for vores arbejdsliv, laver handlingsplaner og bruger meget af vores ”drømme”tid på at skabe dette arbejdsfelt for os.

Men når det kommer til at udvikle følelseslivet, er det som om, at vi glemmer alle disse gode redskaber, vi har til rådighed. De samme teknikker, som man bruger til at skabe et subtilt arbejdsliv, kan man også anvende til at skabe sig et rigt sjæleliv med indre og ydre rigdom.


Styrkelse af selvtilliden

Måske starter arbejdet med at tage fat på styrkelse af selvtilliden, videre gennem arbejde med selvværdet, videre til at turde se på vores uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, og endelig til at omforme og transformere dem til kærlighed og accept, for til sidst at sætte en livsvision op for vores følelses- og kærlighedsliv. At lave en handlingsplan på det følelsesmæssige aspekt vil være en start på forvandlingen og en stor hjælp til at komme videre.

Krig ophører kun gennem fred i sit eget sind. Når man er i krig med sin ægtefælle, ændres dette kun gennem en forandring af egen adfærd, ikke ved at ville have den anden til at forstå, for det kan ikke lade sig gøre. Vi forstår alle sammen kun det, vi selv føler. Men vi kan have indsigter, fordi vi kan aflæse den anden, og vi tror vi forstår, men dybt i hjertets indre kammer forstår kun det menneske, der bærer på smerten. Vi kan have medfølelse og kærlighed, og vi kan støtte ved at lytte til andre og til hinanden, men transformation skal altid foregå i ens eget indre.

Med kærlighed, mod, styrke, selvværd og selvtillid kan vi gennem hjertet og bevidstheden forandre, transformere og omforme, hvad vi ønsker for vores sjæls smukke rejse på denne gyldne Jord.

Held og lykke på din sjælerejse.

Prøv at se i dit hjertets kammer ind
Der vil du finde hele dit sind
Og glæden vil herske når du ser
Alt hvad der i dette dit Hjerte sker

 

Kunne du tænke dig at kommentere artiklen,  kan du kontakte  forfatteren  på



 
Til Toppen

 

Copyright ©  - Merete Gundersen   -  www.siqintelligens   -   All rights reserved.

siqintelligens.dk - Implementeret af ComSupport Gruppen - Admin